top of page

Farmen udvikler stor landsdækkende kampagne for sundhed.dk

Ny stor kendskabskampagne skal lære danskerne, at på sundhed.dk kan man både finde egne sundhedsdata som for eksempel journal fra sygehuset og svar på blodprøver og scanninger, men også at sundhed.dk er det sted, man kan søge viden om sundhed og sygdom og få det offentlige sundhedsvæsens svar.

"Influenza eller bare mandag?"

Det er sloganet, man møder på plakater, film og kleenex-pakker, når sundhed.dk på mandag den 22. januar lancerer en større kendskabskampagne, som skal gøre borgerne klogere på, hvad de kan bruge sundhed.dk til.

”sundhed.dk har allerede 1,7 millioner unikke månedlige brugere, og det er vi stolte af. Med den nye kendskabskampagne forsøger vi at nå helt almindelige borgere, som ikke er i kontakt med sundhedsvæsenet, og som ikke har stiftet bekendtskab med sundhed.dk endnu,” siger direktør i sundhed.dk, Morten Elbæk Petersen.

Kampagnen informerer borgerne om, hvordan de bruger for eksempel Medicinkortet, Patienthåndbogen, Vaccinationsoversigten, Find Behandler og E-Journalen, som alt sammen ligger på sundhed.dk, der er ejet af Ældre- og Sundhedsministeriet, KL og Danske Regioner.

”Med vores nye kampagne vil vi vise, at man ikke behøver at være syg for at bruge sundhed.dk. Her kan man også søge viden om helt almindelige dagligdags-ting som for eksempel, hvornår ens barn må komme i børnehave igen efter en omgang skoldkopper, hvornår man sidst har fået stivkrampevaccination, og om det er ved at være tid til fornyelse af recepten på p-piller,” siger Morten Elbæk Petersen.

Kampagnen bliver to-benet, således at én del med film og annoncer kører på sociale medier, på hjemmesider, i OBS på DR 1 og i biografer over hele landet, og en anden del bliver synlig i gadebilledet, hvor de samme budskaber og skuespillere fra filmen kan ses på reklamesøjler ved 350 busstoppesteder i landets fem største byer, ved metrostationer, på gågader, i Magasinet Helse og i Jyllands-Posten.

Når kampagnen skydes i gang mandag den 22. januar 2018, vil ansatte fra sundhed.dk uddele varm te og kleenex-pakker med sloganet ”influenza eller bare mandag” til forbipasserende på Nørreport i København fra kl 8.00.


News
bottom of page